Gå til hovedindholdet
Støvlus/boglus

Støvlus/boglus

Trods navnet er støvlus hverken lus eller parasitter. De suger ikke blod og udgør ingen direkte fare for mennesker, dyr eller bygninger. De ernærer sig derimod af skimmelsvamp.

Deres tilstedeværelse kan derfor være et tegn på for høj luftfugtighed eller utilstrækkelig ventilation.

Langt de fleste af de arter, som findes i Danmark, befinder sig udendørs, hvor de lever på træer, mure, sten og plankeværker. De fleste af disse har vinger, mens dem man støder på inden døre er vingeløse eller højst udstyret med små, korte vinger, der kun kan benyttes til en hoppende flugt, som man kender det fra lopper.

Indendørs trives de bedst i fugtige og mørke steder, hvorfor de er mest almindelige i kælderrum eller på lofter. De kan dog også findes i køkkener, hvor de som oftest ses på stivelsesholdige varer som mel, gryn og lignende. De er ikke sundhedsfarlige i sig selv, men er alligevel til gene, når de befinder sig i den mad, som vi skal indtage. De er derfor betragtet som skadedyr i fødevareindustrien, men kan også være uønskede i private hjem.

Hvordan ser støvlus ud?

Støvlus er små insekter – typisk 1–5 mm lange – med bløde, aflange kroppe og lange antenner. De er lysebrune eller grålige og kan være svære at få øje på med det blotte øje.

De fleste støvlus har ingen vinger og bevæger sig hurtigt, især når de bliver forstyrret. De ses ofte enkeltvis, men kan optræde i større antal, hvis luftfugtigheden er høj og forholdene stabile.

Støvlus lever af mikroskopiske skimmelsvampe og organiske partikler og foretrækker fugtige omgivelser. De formerer sig hurtigt under gunstige forhold – en hun kan lægge op til 100 æg, som kan udvikle sig fra æg til voksne støvlus på få uger.

Er det støvlus eller andre insekter? Læs vores guide om insekter i hjemmet.

Støvlus – udseende og biologi

Støvlus formerer sig året rundt og er ikke afhængige af sæsoner. Under de rette forhold – især høj luftfugtighed og varme – kan de lægge hundredvis af æg, ofte skjult under et fint spind.

Et særligt kendetegn ved støvlus er, at deres æg kan udvikle sig uden befrugtning. Det betyder, at én enkelt hun kan danne grundlag for en hel bestand – uden at der er hanner til stede.

Udviklingen foregår i nymfestadier, hvor insekterne gradvist vokser, men ligner de voksne fra starten. Der er altså ingen egentlig forvandling, som man ser hos mange andre insekter. Forskellen mellem nymfer og voksne ligger primært i størrelse og farvetone.

De voksne støvlus har enten ingen vinger eller meget små vinger og kan derfor ikke flyve. I stedet bevæger de sig hurtigt til fods og kan "hoppe" korte afstande.

Forebyggelse og bekæmpelse af støvlus

Støvlus udgør ikke en sundhedsrisiko, men de kan virke generende, især hvis de optræder i stort antal eller findes i fødevarer.

Bekæmpelse handler ikke om gift eller fælder, men om at fjerne de forhold, som støvlus trives i: nemlig fugt, skimmel og lav temperatur.

Det vigtigste skridt er at sænke luftfugtigheden. Luft jævnligt ud, især i fugtige rum som badeværelser, køkkener og kældre, og brug gerne affugtere eller ventilationsanlæg, hvis der er tendens til kondens eller indelukket luft.

Tjek også boligen for tegn på fugtskader eller skimmelsvamp, da støvlus ofte dukker op dér, hvor svampevækst allerede er i gang. Hvis du finder synlig skimmel, bør den fjernes grundigt.

I madvarer og køkkenskabe kan støvlus bekæmpes ved at kassere angrebne produkter, tørre hylder af og sikre, at området holdes tørt. Opbevar tørvarer i tætsluttende beholdere.

Da støvlus let vender tilbage, hvis indeklimaet er gunstigt, er forebyggelse nøglen: Hold luftfugtigheden under 60 %, undgå kolde overflader, og sørg for god ventilation.

Få hjælp til bekæmpelse af støvlus

Mener du at have fundet støvlus i din bolig eller virksomhed, så kontakt Anticimex på 69 15 17 44 eller via kontaktformularen.

Vælg land

    ring til os 69 15 17 44